Kershaw: dumt å gi Fredsprisen til et EU som splitter og polariserer

Det var forkjært å gi EU Fredsprisen på et tidspunkt hvor EU er preget av dyp indre strid, sier historikeren Ian Kershaw i et intervju med Flemming Rose i Jyllands-Posten.

Det avtegner seg en dyp kløft mellom et Tyskland og Frankrike som ønsker fordypning og en politisk union, og et Storbritannia som mer ønsker å bevare EU som et frihandelsområde.

Når man ønsker å løse dagens krise med ytterligere fordypning virker det polariserende. Man tror eller later som om det er mulig å gjøre EU til en føderal politisk arena. Men dette er en illusjon. Hittil er det kun nasjonalstaten som har kunnet være en arena for politisk demokrati. Overføring av makt til Europa-parlamentet betyr derfor en tapping av demokratiet i medlemslandene. Det kan gi støtet til en ny nasjonalisme, advarer han.

Kjernesitatet:

Mener du, at EU er gået for langt i sin integration?

»Jeg frygter det, og det har igen sit udspring i Anden Verdenskrig. Den idealisme, som især Tyskland har været motiveret af, kan give bagslag. Den forcerede integration bliver en boomerang, hvor man provokerer den aggressive nationalisme og fjendtlighed, som vi troede hørte fortiden til. Risikoen for konflikter er større, hvis vi fortsætter en politik, der skubber landene fra hinanden. Selv om nationalstaten har haft en dårlig presse, tror jeg, at den repræsenterer det maksimale niveau, hvor man kan få borgerne til at interesse sig for politik. Selv her kan det være svært. Jeg følger med i politik, men jeg kender ikke min kandidat til Europa-Parlamentet. Og se på Spanien, Storbritannien og Belgien, hvor regioner kræver mere uafhængighed. Nationalstaten er under pres fra begge sider, men der er ingen garanti for, at nogen af dem vil gøre situationen bedre.«

Hvis man først vil gi prisen til den eller de som har sikret freden i Europa så burde man heller gitt den til NATO, mener Kershaw, eller rettere: USA. Det var fordi USA la hele sin makt og idealisme i gjenreisningen av Europa, at EU kunne blomstre.

Fortjente EU Nobels Fredspris?

»EU har gjort mange gode ting. Kendskabet til det skal udbredes. EU var med til at afvæbne den aggressive nationalisme, der havde været så destruktiv for Europa i mellemkrigstiden med den stærke antagonisme mellem Tyskland og Frankrig. Men når man taler om at sikre freden i Europa på den lange bane, skyldtes det især, at USA var villig til at flytte sin styrke og demokratiske idealer ind i hjertet af Europa. I den forstand kunne man lige så godt have givet fredsprisen til Nato. Det var latterligt at give EU fredsprisen på et tidspunkt, hvor man befinder sig i dyb splid. Man behøver ikke ligefrem en Maastricht-traktat for at sikre freden i Europa. Den er sikret for længe siden. Vi får ikke en storeuropæisk krig igen som 1939-1945, men det betyder ikke, at vi ikke får slemme regionale konflikter som i det tidligere Jugoslavien.«

EU er bygget på samarbeidet mellom Tyskland og Frankrike, og var ment å bygge inn tysk nasjonalisme slik at den aldri igjen kunne bli en trussel. Men nå har den paradoksale situasjon oppstått at Frankrike er for nedadgående og Tyskland er EUs suverene makt. Hva vil resultatet bli av denne ubalansen?

Hvordan ser du sammenhængen mellem Anden Verdenskrig og eurokrisen?

Før opløsning af østblokken indgik Helmut Kohl og Francois Mitterrand en aftale om etablering af en fælles mønt. Begge var fra hver sit udgangspunkt overbevist om, at en stadig tættere union var den bedste måde at sikre Europa mod en gentagelse af Anden Verdenskrig. Det var en reaktion, måske en overreaktion, på krigen. Det var styret af frygten for et genrejst Tyskland, der igen skulle sætte sig på Europa, og resultatet er foreløbig blevet den krise, vi befinder os i nu.

De spændinger, der findes i Europa i dag, mellem dem, der som mit eget land først og fremmest ser EU som et forum for frihandel og et indre marked, og så Tyskland og Frankrig, der vil have mere politisk integration, er forankret i erfaringer fra krigen. Historiens ironi er, at krigens taber, Tyskland, er mere dominerende end på noget tidspunkt siden krigen, mens Storbritannien er i færd med at blive marginaliseret.«

Rose intervjuer Kershaw i forbindelse med utgivelsen av hans siste bok på dansk: